205
at tænke lidt videre ind i Tiden og at yttre nogen
Bekymring for sine Efterkommeres Skiebne."Jeg
er lykkelig nok, sagde han selv engang i Selska¬
bet, og naar mine Børn maatte blive ligesaa
lykkelige, vilde jeg aldrig ønske dem at blive
andet end Fæste=Bønder; Men hvor mange
Selveiere, sagde han til Herremanden, er der
vel, som tænke saaledes som De, min Herre-,
Saa vidt tænke vel andre Bønder ikke, og vores
Bonde synes altsaa at være i den Betragtning
ligesaa meget ulykkeligere end de, som han har
mere Forstand; dog, denne Forstand, som under¬
tiden foraarsager ham nogle Bekymringer, veed
og at indskrænke dem. Han begriber meget vel,
at alle menneskelige Ting ere underkastede nogen
Usikkerhed, og at endskiønt dette ikke bør afskrække
dem, hvis Sag det er, at forøge Sikkerheden,
saa vidt det er mueligt ved gode Love og Jndret¬
ninger, saa bør dog ingen foruroelige sig over det,
som ikke staaer til ham at ændre, eller vente her i
Livet at bygge en fuldkommen Sikkerhed paa an¬
den Grund end paa Forsynet alene.Naar jeg
betænker, sagde han engang i Selskabet, hvor
mange Familier af Selveiere og Stam=Herrer
der ere blevne ødelagde i den Tid, som jeg kan
mindes, da forsvinder al min Bekymring for
det Tilkommende, fordi jeg begriber deraf, at
den er ganske unyttig; om jeg selv alev Selv¬
