209
Det lod endog, som det fortørnede ham og gior¬
de ham mere bedrøvet naar Præsten søgte at op¬
muntre ham med sin sædvanlige Venlighed; og
naar han bragte andre Ting paa Bane, naar han
spurgte om Tilstanden i hans Huus, om hans
Avling, Qvæg, svarede han paa alt dette med en
Ligegyldighed, der var ham ganske usædvanlig,
og som giorde Præsten endnu mere opmærksom.
Han troede derfor, at der maatte være noget skiult
under alt dette, som fortiente en alvorligere Under¬
søgning, og holdt derfor ikke op, førend han ved de
meest indtagende Forestillinger baade af Religio¬
nen og Venskab overtalede Bonden til at aaben¬
bare ham hvad han havde paa Hiertet. Han
tilstod da, " at han for nogen Tid siden var ble¬
ven bekiendt med en geistlig Mand, som havde
sagt ham, at det ikke anstod en Christen at be¬
skieftige sig saa meget med det Verdslige; at
han burde kuns sørge for det ene Fornødne, for
det indvortes Menneske; hvem som kiendte ret
Naturens Fordærvelse, kunde aldrig være saa
glad som han var, han kunde ikke skiemte,
ikke finde saadan en Fornøielse i, at snak¬
ke om sin Jord, om sin Huusholdning, ikke agte
den verdslige Ære og Folkets bifald, han
maatte ikke engang glæde sig ved sine Dyder og
gode Gierninger, fordi de vare alle kuns glind¬
sende Synder, som forførte Menneskene til Hov¬
