210
mod og Forfængelighed, og hindrede den sande
Omvendelse mere end aabenhar Ugudelighed.
Og endelig, at den groveste Synder, en Tolder,
en Skiøge, en Røver var nærmere til at komme
i Guds Rige, end saadan en udvortes from og
ærbar Mand. Hvor selsom denne Tale end
forekom mig i Begyndelsen, sagde Bonden vi¬
dere, syntes mig dog, at han beviste, hvad han
sagde, af Skriften, og viiste i alt dette en Nid¬
kierhed og Omhyggelighed, for at, redde
min Siæl, som ikke kunde komme uden af den
inderligste Overbeviisning og den redeligste Hen¬
sigt, at jeg ikke kunde andet end love ham de to
Ting, som han til Slutning bad mig om, det
ene var: at jeg i det mindste for nogen Tid
vilde legge mit sædvanlige Arbeide børt, og an¬
vende Dagen allene til Bøn og Betragtning;
Jeg skulde da selv snart erfare Sandheden af det
som han sagde mig. Det andet var, at jeg ikke
vilde tale til Eder derom, J var en naturli¬
god Mand, sagde han, men i lige saa farlig en
Tilstand som jeg, og kunne derfor ikke raade ni¬
i denne Sag. Det sidste, sagde Bonden, for¬
aarsagede mig virkelig nogen Bekymring, men
det første giorde jeg strax, og jeg maa bekiende,
at jeg fra den Dag af er bleven som et andet
Menneske. Mine Bekymringer tage hver
Dag til, og jeg taber efterhaanden Lysten til all¬
