211
det som tilforn fornøiede mig; Jeg kan neppe
taale, at andre tale derom. J mig selv finder
eg ved nøiere Prøve intet andet end Ondt, og
uden for mig seer jeg ingen Aarsag til nogen sand
Glæde.
J Stedet for at blive empfindtlig over det
som angik ham selv i denne Tale, følte Præsten
kuns den kierligste Medlidenhed over sin Ven, og
søgte med lige saa stor Sagtmodighed at bringe
ham tilbage igien. Jeg vil ikke, sagde han, i
den Tilstand, hvori jeg finder Eder, bruge man¬
ge Grunde. Jeg veed af Erfaring, hvorvidt
de hielpe alle tilsammen, naar det kommer an paa
at overbevise Folk om Falskheden af det, som de
indbilde dem at føle og erfare. Eders beklage¬
lige Tilstand, min Ven, er kommen deraf, at
Jhar ladet Eder overtale til at legge Eders sæd¬
vanlige Arbeide bort, og at J har forladt Selskab,
Forretninger, Venner, for at overgive Eder alle¬
ne til nogle bedrøvelige Forestillinger. Dersom
J ikke havde gjort det, skulde den Oplysning,
som J selv har, have været tilstrækkelig nok til
at overvinde Eders Tvivl; Det skal skee endnu
inden kort Tid, dersom J vil følge mit Raad,
og gaae til Eders forrige Arbeide igien. Jeg
forlanger kuns, at J vil forsøge det i nogle Dage,
og dersom J ikke ville troe mig, min Ven, da
kom, jeg vil forelæse Eder hvad en anden ærlig
