230
Herrer endelig føre med sig i Graven noget,
som kan vidne om deres forbigangne Høihed,
kunne de ikke vælge noget, som giorde dem mere
Ære, end saadan en Samling af overblevne
Levninger af de store Mænd, som havde oplyst
deres Levetid, udbredet deres Ære, og blomstret
under deres Beskyttelse.
Der blev vel ikke Plads nok i disse Grave
til at rumme alle fortiente Mænd af alle Stæn¬
der; J det mindste var det at ønske. Men den
fortiente Borger, den gode Bonde lod sig nøie
med en ringere Ære; En frie Begravelse med
lidt mere end sædvanlige Ceremonier, paa et sær¬
skildt Sted, og i det høieste et lidet Monument,
skulde udrette nok, og denne Ære kunde fortiente
Folk i alle Stænder nyde uden at forlade deres
Grundregler. Opfinderen af en nyttig Konst,
en duelig Landmand, skulde ikke forlade deres
nyttige Stænder, naar de arbeidede i det Haab,
at blive ved saadant et Monument erindrede af
Efterkommerne paa en Tid, naar deres rangsyge
Borgere vare forglemte. De, som beloe dem
derfor, maatte enten være selv frie for alle For¬
fængeligheder, de maatte hverken agte Fødsel, eller
Titler, eller Stand, eller Værdigheder, eller
og de fortiente først at belees selv. Og naar de
endog ikke agtede selv alle disse Ting, maatte de
dog betænke, at Lyst til at erindres af Menneskene
