254
Haandverkmand, en Bonde, en Soldat af
Eders Søn? Ja, svarede min Ven til alles
Forundring, det holder jeg for vanskeligt, og
derover alene bekymrer jeg mig. De fleste Læsere
finde uden Tvivl hans Tænkemaade ligesaa forun¬
derlig som Selskabet, og jeg maae derfor sige,
hvorledes han forklarede sig videre. Saa længe
min Søn, sagde han, endnu er et Barn, og
jeg har ham i mit eget Huus, og under min egen
Opsigt, kan jeg giøre af ham hvad jeg vil; Jeg
kan giøre ham haardfør, nøisom, dristig, vænne
ham til hvilken Levemaade jeg vil, og give ham
den Tænkemaade, som passer sig best dertil. Det
beroer endnu paa mig, hvad Begreb han skal
giøre sig om alle Ting, hvad for Vaner, og
for en stor Deel, hvad for Hoved-Tilbøieligheder
han skal faae. Dersom jeg heri viger fra den al¬
mindelige Vei; Dersom jeg foresætter mig en an¬
den Hensigt i min Søns Opdragelse end andre
skikkelige Folk, maae jeg vel taale, at de laste
mig, og tilskrive snart Haardhed, snart Karrig¬
hed, snart Egensindighed den Omgang, som jeg
finder at være grundet i min Opdragelses Hensigt.
Men min Søn hører det endnu ikke, eller og
han forstaaer det ikke; jeg bekymrer mig derfor
ikke derom. Det er mig nok, at jeg veed at
indrette alt dette saaledes, at min Søn er for¬
nøiet med mig, og jeg med ham; at han er mere
