251
ham paa sit Comptoir. Han skulde da vist blive
vel anført, han skulde lære noget nyttigt, og
jeg vilde holde alt dette for en større Lykke, end
om min Søn var bleven galoneret fra Hoved til
Fod. Men nu, sagde han, da jeg synes at
være allernærmest ved Maalet af mine Ønsker,
da vaagner først min Bekymring. Nu kunde
jeg dog ikke længer indslutte min Søn. Han fik
tusende Leiligheder til at komme ud iblant Folk,
og at høre, hvor meget vore rangsyge Borgere
foragte den Stand, som jeg havde valgt til ham.
Det varede ikke længe, førend han merkede, hvor
meget en Junker, som dog ikke var af en bedre
Familie end han, bildte sig ind at være meer end
han, og førend han hemmelig bebreidede fine For¬
ældre, at de ikke, lige saavel som andre skik¬
kelige Folk, havde gjort ham til noget, som han
kunde have Ære af.
Sæt og, sagde han videre, at jeg ikke ag¬
tede disse Bebreidelser, og at jeg kunde overvinde
den Sorg, som jeg maatte føle ved at see et elsket
Barns Kierlighed aftage. Sæt, at min Kier¬
lighed til ham var reen nok, for at kunne sige:
Elsk mig mindre, min Søn, men bliv en god
og nyttig Mand. Endog dette kunde jeg jo ikke
mere haabe i en Stand, med hvilken han allerede
var misfornøiet. Med den beste Opdragelse skul¬
de det ikke vare længe, førend jeg saae ham befængt
ft.
