201
vilde, i Stedet for ved unyttige Klager at
giøre de beste Anslag til intet, i det mindste op¬
sætte deres Domme, indtil man havde fuldført
de foretagne Forbedringer. De, som uden
at lade sig afskrække af Hindringer, arbeide
med en utrættelig Flid paa de forfaldne Sagers
Oprettelse, ligner han med den Romerske Ge¬
neral, som, efterat han var overvunden og
drevet paa Flugten, blev dog belønnet, fordi
han ikke havde fortvivlet om at redde det Al¬
mindelige; og hvor høit Fordærvelsen end er ste¬
get, troer han dog, at der i alle Stænder fin¬
des endnu nogle saadanne sunde Lemmer, en
frugtbar Sæd til det Gode, som behøver kuns
at opklækkes.
Selskabet var alt for overbeviist om Vigtig¬
heden af Sædernes Jndflydelse, til at nægte no¬
get af alt dette. Man meente kuns, at Spørgs¬
maalet endnu ikke var besvaret. De Love, sagde
man, som angaae Sæderne, ere just af alle de,
som have de fleste Vanskeligheder, og det bliver
derfor endnu et Spørgsmaal, hvad der er den
største Aarsag til disse Vanskeligheder? Efter nøie
Undersøgning deelte Selskabet sig i tvende Par¬
ter. Adelsmanden og Præsten paastode, at mange
gode Foretagender ikke lykkedes, fordi man ei gik
langsom og forsigtig nok tilverks, fordi man vilde
giøre alt for store og hastige Forandringer paa
