271
den største Jndsigt og Redelighed, bliver tilsidst
kied af saadanne Hindringer og Modsigelser, han
falder til Lunkenhed og Efterladenhed; da han
derimod, naar han veed, at Sagen beroer paa
ham alene, og at ingen andre deele enten Æren
eller Skammen med ham, anstrenger sine Kræf¬
ter for at bringe Verket til Fuldkommenhed.
Jeg veed ikke, sagde han tilsidst, om jeg ta¬
ger Feil i at slutte fra mine egne Affairer til an¬
dres; men saaledes har jeg afgjort alt, hvad jeg
ikke kunde giøre selv. Jeg har udsøgt til enhver
Forretning en Mand, som var bekiendt for at for¬
staae den Metier allerbest; jeg har bedet ham af¬
giøre den Sag det beste og det hastigste han kun¬
de, og sagt ham tillige, at naar det var gjort,
skulde saa meget af Fordelen være hans. Paa
denne Maade er jeg altid bleven vel tient; og jeg
maae tilstaae, at jeg i alle Metiers indtil de ringe¬
ste Handverker har fundet Folk, som arbeidede
vel ikke alene for Gevinstens Skyld, men og for
Æren, og for den Fortroelighed, som jeg havde
til dem.
Efter at have nøiere overlagt Kiøbmandens
Tale, fandt Selskabet ikke meget at erindre der¬
imod. Man lagde især Mærke til det sidste, og
tilstod, at fast den hele Historie syntes deri at væ¬
re paa Kiøbmandens Side. Alle store Forbe¬
dringer, sagde Adelsmanden, i Krigsvæsenet,
