278
Bordet Klokken syv, og lader Selskabet siden
skiøtte og opvarte sig selv. Dette Aftens Maal¬
tid havde ikke desmindre hvad man kalder en
Desert. Men førend den er opspist, forlader
den ældste Søn, som var en særdeles god Ven
af den indbudne Giest, Bordet, og gaaer i Kiøk¬
kenet. Jngen spørger efter ham. Selskabet
bliver endnu et par Timer tilsammen. De gaae
efter Maaltidet ind i Sengkammeret, og den
anden Søn sætter sig imidlertid til at sove i en
Lehnestoel, indtil man vækker ham for at lyse den
Fremmede ud, som gik bort Klokken Ti."
Et vanskeligt Sted i en Græsk eller Ro¬
mersk Forfatter, som ved Tidernes og Sædernes
Ulighed er bleven os allermeest uforstaaeligt, træn¬
ger vel ikke meer til Forklaring end dette. Naar
jeg f. Ex. oversatte disse Ord af Horatz: Vivitur
parvo bene, cui paternum splendet in mensa
tendi Salinum; Naar jeg beskrev, hvorledes hine
gamle Romere, hvorledes Curius, Fabricius,
Regulus, Paulus Emilius og flere levede, skul¬
de det neppe komme Læserne saa selsomt for, at
høre fortælle om store Feltherrer, som boede i
Hytter, spiste af Trækar, foragtede Guld og
Sølv, og efter at have overvundet mægtige Fien¬
der og beriget Staten med et anseeligt Bytte,
forlangte kuns Tilladelse at gaae tilbage igien til
disse Hytter for at dyrke deres Fædrene Agre, hvor
