279
nogle af dem døde saa fattige, at de ikke efterlode
sig Penge nok til deres Begravelse; Alt dette,
siger jeg, skulde ikke komme dem saa utroligt for,
som at høre tale om en Fransk Kiøbmand, som
sender sin Søn, der allerede er Candidat, ud at
kiøbe Ost; som holder kuns een Domestik; som
gaaer til Bords om Aftenen Kl. 7, o. s. v. Det¬
te er og virkelig efter vore Begreb noget langt
forunderligere. Vi ere vante engang til at fore¬
stille os de Gamle som Folk, der foragtede Rig¬
dom og Overdaadighed, og vi forundre os derfor
ikke mere over deres Tarvelighed; men i Frank¬
rige, vil man sige, der, hvor al Pragten og Over¬
daadigheden har sin Oprindelse, skulde en Kiøb¬
mand der kunne leve saaledes? Ja, og jeg tør be¬
raabe mig paa deres Erfarenhed, som kiende noget
mere af dette Folks Levemaade end vore unge Hans
Franzener. Jeg nægter derfor ikke, at jo Leve¬
maaden i mange borgerlige Huse er meget over¬
daadig; men Overdaadigheden er ikke saa almin¬
delig, den er af en ganske anden Art; Den be¬
sværer i det mindste ikke saa meget, og giør Men¬
neskene ikke saa uskikkede til at tiene Selskabet,
som den Overdaadighed, der hersker hos nogle
andre Folk. For at giøre dette forstaaeligt, maae
jeg forklare mig lidt nøiere.
Der er en Overdaadighed til, som er grundet
paa en naturlig Følelse af det Angenemme og Be¬
