280
qvemmelige, og paa en Tilbøielighed til at forbin¬
de sig andre ved en selskabelig Omgang, som for¬
nøier uden at besvære. J denne Overdaadighed
er ofte megen Forfængelighed. Der er en anden
Overdaadighed, som ikke sigter saa meget til at for¬
nøie sig selv, eller til at fortiene andres Kierlig¬
hed, som til at giøre sig ved sine Rigdomme
anseet og bemerket. Denne Overdaadighed kom¬
mer af Stolthed. Begge disse Arter af Over¬
daadighed kunde drives saa vidt, at de ødelegge
Menneskene; men det sidste Slags er dog meget
mere ødeleggende end det første. I denne har
Forfængeligheden selv sine Grændser, som bestem¬
mes, om ikke altid af den strenge Fornuft, saa
dog af en almindelig og naturlig Tilbøielighed. J
det man søger kuns at fornøie sig selv og behage
andre, skyer man i Overdaadigheden selv alt,
hvad der ødelegger Formuen, indskrænker Frihe¬
den, foraarsager Fortrydelse, Væmmelse og Kied¬
sommelighed. Saadan en Overdaadighed har
sine Regler, som ere grundede i en naturlig og
ufordærvet Smag; Den, som kommer af Stolthed,
har derimod ingen. Det er ikke Naturen, men
Jndbildningen, som regierer den. Her spørges
ikke, hvad der er smukt i sig selv, hvad der for¬
nøier os, og behager andre; men hvad der er
brugeligt, hvad der er rart, og hvad der er kost¬
bart; var det end i sig selv det hesligste og ube¬
