281
hageligste. Den Fornøielse, som man søger selv,
bestaaer kuns i andres Beundring, og i de yd¬
mygende Begreb, som vi opvække hos dem, om
vore egne Fortrin i Rigdom og Pragt. De
urimeligste Anretninger, den dummeste Pragt
og de latterligste Optog ere gode nok dertil, naar
de kuns koste meget, og enhver ikke har Formue
til at giøre det samme. Naar man er overdaa¬
dig af Forfængelighed, giør man ikke altid saa
meget Godt, som man kunde giøre, med sine
Penge; men man skader dog ingen, man fornøier
mange, og er stedse beskieftiget for at giøre baade
sig selv og andre Livet behageligere. Den Stolte
derimod misbruger endog sin Formue til at foragte
og trodse andre; han er ikke alene ødsel, men og
lad; han holder det for en Skam at giøre noget,
hvorved han kunde fortiene de Penge, som han
øder, og forbinde sig Selskabet.
Et Folk, som er overdaadigt af Forfænge¬
lighed, elsker meget Selskaber, og anvender en
stor Deel af sin Formue paa selskabelige For¬
nøielser. Deres Huse staae altid aabne for alle;
de indbyde mange; men det er mere for at tale,
end for at spise med dem. Anretningerne ere mere
velsmagende end kostbare og overflødige; og man
troer, at man fornøier sine Giester mere ved den
Frihed, som man tillader dem at beværte sig selv,
end om man omringede dem med mange Opvar¬
