304
Disciplinen begyndte at forfalde, saae man og den
Romerske Enthusiasme, som nogle holde for en
blind Passion, andre for en af Guderne indblæst
Drift, at tage af, og Roms Lykke, tilligemed
Gudernes Beskyttelse, at ophøre, indtil den en¬
delig tilsidst blev til et Rov for Barbarer. Ere
alle disse Ting Virkninger af Romernes Forhold,
af deres Tænkemaade, Sæder og Love; hvor
meget kan da ikke Mennesket selv giøre til at be¬
stemme sin Skiebne? Og ere de Virkninger af Hæn¬
delser; hvo seer da ikke, at disse Hændelser be¬
styres af et Væsen, som agter nøie paa Menne¬
skets moralske Egenskaber? Hvilken af disse Me¬
ninger, man antager, saa bliver Slutningen den¬
ne: At Menneskets Lyksalighed er paa det nøieste
forbundet med de Grundregler af Sædelæren, hvis
Sandhed en sund og ufordærvet Fornuft saa let
indseer. I det første Tilfælde er Lyksaligheden
en naturlig Virkning af disse Grundregler; i det
sidste er den en øiensynlig Belønning af Forsynet
for deres Efterlevelse. Vil man ikke antage det
ene, maae man dog tilstaae det andet. Fornuft
og Dyd blive i begge Tilfælde lige nødvendige:
Men det er uden Tvivl sikkerst, at ikke adskille
dem; at troe, at Mennesket giør noget, men
Forsynet endnu meer; at store Tildragelser hver¬
ken ere Menneskets eget Verk, ikke heller en gan¬
ske umiddelbar Virkning af Forsynet, men en
