314
hans vigtigste og behageligste Videnskab. A
gierligheden til at indsee tydeligere dens Sand¬
heder voxte tillige med hans Jndsigt; og lige¬
som Jndsigten formerede sig, saa blev Fornuf¬
ten immer mere opklaret, Hiertet ædlere og større.
Midt i en brændende Kierlighed til Gud be¬
herskede Menneskekierlighed ham ganske:
Jkke den naturlige Godhiertighed alene, som
tillader ofte det beste Hierte at gjøre en egensin¬
dig Forskiel iblant Menneskene. Religionen
havde derimod gjort Kierligheden baade almin¬
delig og tilforladelig. Alle Mennesker havde
Deel deri. Den undskyldte alle Feil, endog de
smaa Feil. Hans Skarpsindighed opdagedt
dem let; men intet var ham skrækkeligere end
at fortørne nogen.
At giøre vel, var hans kiereste Tilbøielig¬
hed og hans største Lyksalighed; og for at nyde
Deel i hans Velgiørenhed, var det nok at være
et Menneske. Endog hans Fiende skulde være
bleven deelagttig gjort deri, dersom han havde havt
nogen. For de Arme var hans Hierte en aaben
Skat. Det var ham en kier Beskieftigelse at
opsøge dem. Han kiendte endnu ikke de forfæn¬
gelige og umættelige Begierligheder, som lade den
Vellystige og Gierrige ikke beholde noget tilovers
for andre. Og intet havde i hans Øine nogen
Værdie, uden saavidt det tiente at fornøie andre.
