323
greb og bestemme nøiere deres Sætinger, blev
Sielen indviklet i nye Tvivl, og en ængstelig Grud¬
len fortærede dens Fyrighed.
Det er langt fra, at jeg vilde have dette for¬
staaet saaledes, som om det sigtede til Fornuftens,
Philosophiens og den sande Lærdoms Forringelse.
De store, de ret nyttige og practiske Sandheder,
ere kuns faa, det er vist; De fleste ere meget gamle,
og tillige saa klare, at en sund og ufordærvet For¬
stand enten falder derpaa af sig selv, eller finder
i det mindste ikke stor Vanskelighed i at antage
dem. Jkke desmindre have de i alle Verdens Al¬
dre fundet baade Modsigere og Beskyttere; Disse
have vel, det er og sandt, ved alle deres Under¬
søgninger, Jndvendinger og Beviis ikke sagt me¬
get Nyt; men just deraf kunde vi med den høieste
Grad af Rimelighed slutte, at disse store Sand¬
heder ere Grundpillere, paa hvilke den menne¬
skelige Forstand bør støtte sig, mere bekymret for
den Bygning, som derpaa bør opreises, end for
at prøve og undersøge Grunden selv. Og om vi
ikke lærte andet af saa mange Aarhundredes utret¬
telige Undersøgninger, end dette, at disse Under¬
søgninger have visse Grændser, ved hvilke For¬
nuften bør blive staaende, var det da ikke nok?
Naar vi see den Nøisomhed og Foragt for
Vellyst og Smerte, Rigdomme og Beqvemme¬
ligheder, den Afhold, Maadelighed, Selvfor¬
