349
gen Stand er forglemt i Planen, og Midlerne til at
forbedre enhvers Jndsigt og Grundregler ere paa
det allerfuldstændigste udviklede. Jeg tilstaaer gier¬
ne, at Tænkema den og Sæderne giøre mange gode
og i sig selv lette Forslag ganske umuelige, og at vi,
som ere fødte og opdragne længe førend alle disse
Grundregler af Opdragelsen bleve bekiendte, kunne
være for gamle til at forandre vores egen Tænke¬
maade. Men skulde vi derfor ganske fortvivle om
Efterkommerne? Kunde man ikke slutte i det mind¬
ste i Tankerne et vist Fordrag imellem den Slægt,
som nu lever, og den tilkommende? De Lovkyndige
elske dog saa meget de Beviser, som tages af saadanne
forudsatte, eller som man kalder det, præsumerte For¬
drag. Fordraget skulde være saaledes: Vi Gamle
maatte have Lov til at blive uden nogen Forandring,
Bebreidelse eller Tab i vore Jndkomster, Ære og
Beqvemmeligheder, saadanne som vi vare, med
de Vilkaar, at vi som Fædre, Mødre og Lærere til¬
lode de Unge at blive bedre og lyksaligere end vi
ere selv. Ere vi endnu for gamle og paastaaende
til at indgaae dette, da lad os dog i det mindste
tillade, at man i vores Alder undersøger en Sag,
hvorpaa Menneskene have tænkt saa lidt tilforn.
Vore Børnebørn skulde da maaskee sætte noget der¬
af i Verk, og vi leve jo dog ikke længe nok, for
at frygte, at de skulde foragte os, om de bleve
i nogle Henseender fuldkomnere end vi.
