345
dre Liv, skulde ikke engang holde det Umagen
værd, at forlænge Livet paa en Maade, som
gjorde ham det mindre nyttigt og behageligt.
Nogle faa Aar mere eller mindre af en skrøbelig
Alderdom skulde ikke synes ham saa kostbare, at
han derfor vilde fremdrage sine beste Aar i Uemp¬
findtlighed. Om dem, som agte Livet for de
sandselige Fornøielsers Skyld alene, er der vel
ingen Tvivl, at de jo ansee saadan en Følesløs¬
hed for noget værre end Døden; og hvo som
veed at sætte Priis paa Sindets Forlystelser,
som føler Sandhedens og Dydens Skiønheder,
hvad har han vel af Livet, som er sødere end
denne Følelse? Den høieste Lyksalighed, som en
viis Hedning kan attraae, og en Forsmag af den
større, som en Christen har i Vente.
Naar vi give agt paa vore Erfaringer, er
det, som enhver Siel havde en vis Grad af
Empfindiighed, som var den alt for naturlig,
til at lade sig, uden de skadeligste Følger for Sin¬
det og Sundheden, udrydde, men tillige ube¬
stemt nok af Naturen, for ikke at hefte sig ved en
Ling eller Begierlighed alene, og for at kunne
bøies og henvendes, hvortil man vil. Denne
Anmerkning er af stor Vigtighed i Opdragelsen,
og Sædelæren, og tusinde Erfaringer stadfæste
den. En munter Siel, som boer i et sundt Le¬
geme, er altid empfindtlig, d. e. den har Drif¬
