505
ge nok, uden derfor at have nødig at sige ham, at
det er det vigtigste, som han har at attraae, det,
for hvis Skyld han giør alt det andet, og uden
hvilket dette i sig selv ikke var værd at giøre. Jeg
tilstaaer, at, naar man først ved et forkeert Fore¬
drag har berøvet Kundskaben selv alle sine Beha¬
geligheder, og ikke ved en bestandig Frygt vil giø¬
re Arbeidet endnu mere kiedsommeligt, er det for¬
nødent at forbinde dermed saadanne fremmede og
af andre Ting laante Behageligheder; men man
burde dog ikke laane disse Behageligheder og Beløn¬
ninger af saadanne Ting, som Menneskene saa let
kunne misbruge, som Smagens Fornøielser,
pragten og Beqvemmeligheden. Man maae
neget ilde have behandlet saadant et Barns For¬
stand, dersom der vare slet ingen fornuftige For¬
nøielser til, som kunde giøre den samme Virkning,
dersom en lettere og behageligere Maade at fore¬
drage Tingene, et Exempel i Stedet for et van¬
skeligt Beviis, en Afvexling i de Ting, som man
lærer, noget Nyt, som Barnet ved en Leilighed
har havt Lyst til at vide, dersom disse Ting, siger
eg, slet ingen Virkning skulde giøre. Og naar
det end var saa, ere der dog andre Opmuntrin¬
ser, som kunne bruges med mindre Fare; der ere
Spadseregange, der er noget Nyt at see, der ere
Spil, som forskaffe Legemet en nødvendig Be¬
kieftigelse, o. s. v.
