307
sommeligt Liv iblant Folk, som agtede kuns alt,
hvad han holdt ringe, og foragtede det, som han
alene fandt at være godt. Han skulde tilsidst
maaskee, for at behage andre, antage en Smag,
som var ham unaturlig, eller og forfalde til de ne¬
drigste af alle sandselige Tilbøieligheder, til dem,
i hvilke de største Siele ofte have fortæret deres
Kræfter, naar de ikke fandt Leilighed nok til at
beskieftige sig. Vi maae derfor, troer jeg, end¬
og giøre noget af denne sandselige Empfindtlighed
uil en Videnskab eller Konst. Dog vi kunde spa¬
re os denne Umage. Man har for lang Tid
siden ikke gjort een Videnskab alene, men mange
deraf. Tonekonsten, Ridekonsten, Dansekonsten,
Kaagekonsten, og tusende andre, som gaae ud paa
at formere de sandselige Fornøielser, Pragten og
Beqvemmeligheder, havde allerede længe været
til. De stige hver Dag, og vi have ikke andet
at giøre end at vælge; men dette Valg er af mere
Betydenhed, end man troer.
Hørelsen er, om man saa kan tale, den
uskyldigste af alle Sandser. Dens Fornøielser
gavne Sindet paa mange Maader, og den for¬
dærver det meget sielden. Jeg taler her om de
Fornøielser alene, som Lyden og Tonen opvække,
og ikke om dem, som komme af Talen; Disse for¬
dærve Sielen ofte; men det er Tankernes og For¬
standens, ikke Talens Skyld. Tonekonsten er
