310
giøre det til en uforanderlig Lov i mit Huus,
der aldrig blev gjort nogen Anretning for mig sen
alene, uden naar jeg var syg. Den offentlig¬
skulde baade i Henseende til Spise og Drikki,
være saaledes indrettet, at den hverken kunde for
føre mig selv eller mine Giester til Umaadelighed,
J den Henseende vilde jeg og give mine Folk et
Forskrift, som de ikke skulde driste dem til a
overtræde meer end engang, om jeg end sel
befalede det. Til Giester indbød jeg ikke saa¬
danne Folk, som kom alene for at giøre mig Sel¬
skab ved Bordet. Det var just det Sted i mi
Huus, hvor man allermindst skulde komme for
Fornøielsens Skyld. De selskabelige Forlystel,
ser skulde, naar jeg havde Tid dertil, først be¬
gynde efter Maaltidet; og jeg indbød derfor ikke
andre dertil end saadanne, hvis Smag var saa
meget overeenstemmende med min, at de agted,
disse Forlystelser høiere end Smagens.
Mine Hoved Fornøielser, hvortil jeg vilde
bestemme Eftermiddagen, skulde bestaae i to Ting
Det første var, at see med mine egne Øine o
erfare selv saa meget, som jeg kunde, af alt,
hvad der er værd at vide, saavel i Naturens,
Virkninger som fornemmelig i det menneskelige
Liv; og det andet, at lære af Bøger og Sam¬
taler, hvad jeg ikke kunde erfare selv. For at,
nyde det første Slags Fornøielser, vilde jeg ofte
