382
mere end den enfoldige Pøbels. Jeg kunde hver
ken lide dem som snakkede mig meget efter Munden
ikke heller dem som imodsagde Alting. Skiøn¬
somhed, Smag og Beskedenhed vare de fornem
meste Egenskaber, som jeg udkrævede af lærde
Mænd. Folk af megen Historisk Kundskab kund¬
jeg vel tilgive, om de ikke altid havde lige saa
megen Skiønsomhed og Smag; Men de maatn
være beskedne og ingen Ordgydere; Deres Om
gang blev mig ellers alt for besværlig, og paa er
Tid, da vi have saa mange Ordbøger og Catalo
ger, skulde jeg snart troe, at man ganske kunde
undvære dem. Den ufleste Grammaticus blev
mine Øine ikke saa ringe en Person, som en paa
staaende Philosoph og heftig Dogmatist. Da
monstrative Haarkløvere og Kiettermagere vilde jeg
skye som Videnskabernes og Religionens Skam¬
flikker og Selskabets Pest. Og den skiønneste
Geist, som misbrugte sine Gaver til at smigre for
Lasterne, vilde jeg agte mindre end den taabeligst
Leiligheds Poet. Nyttige og vigtige Sandheder,
behøvede ingen Sminke for at behage mig; De
skulde altid være mig kiere, paa hvilken Maad
de end bleve sagde. Men jeg holdt dog mere af
en smuk Ode end af den lærdeste Undersøgning,
som hverken nyttede eller fornøiede. En troe Tie,
ners eller taknemmelig Betlers ukonstlede Roet,
skulde fornøie mig mere, end en Tilskrift eller an¬
