385
den Lovtale i den sædvanlige Stiil. Og dersom
nogle af de Lærde, hvis Roes andre store Folk
ilkiøbe sig, skulde faae i Sinde at beære mig med
saadanne Eftermæler, som dem, med hvilke de
have villet belønne deres Velgiørere, vilde jeg be¬
tale dem for at tie. Mod en værdig og fortient
Roes kunde jeg derimod ikke være uempfindtlig.
Den blev iblant alle timelige Belønninger, For¬
nøielser og Værdigheder en af dem, som jeg agtede
høiest, og denne Empfindtlighed, maae jeg tilstaae,
skulde ogsaa have nogen Deel i min Høiagtelse for
folk af Videnskaber og Smag.
Men der er en Lyksalighed, som er alt for
vigtig til at glemme den, en Lyksalighed, som
ikke er bundet til nogen vis Stand, uden hvilken
Livet har tabt de største af dets Yndigheder, og som
Fyrsten selv, naar han kiendte den, skulde mis¬
unde dem, der boe i de nedrigste Hytter. Denne
kyksalighed er mit Hierte ofte for empfindtlig til
at opofre, og det er den gode Huusfaders, den
elskede Vens og Hushonds Glæde, den Lyksa¬
lighed, med hvilken Kierlighed og Venskab kroner
Menneskene. J dens fulde Nydelse maatte min
hihed aldrig være mig til Hinder, eller og jeg
vilde aldrig være en stor Herre. Jntet Galan¬
terie kunde fornøie mig, naar jeg ikke baade elske¬
de selv, og blev elsket igien, og til at være for¬
sikret derom, udkrævedes en Forbindelse, som har
