389
jeg tænker derpaa, frygter jeg kuns, at jeg skulde
tabe alt for meget ved at blive en stor Herre.
De almindelige Fordomme skulde jeg maaskee
have Mod nok til at overvinde. En Ven blev
mig altid kier, af hvad Stand han end var;
men hvor vanskeligt blev det mig ikke, som en
riig Mand, at kiende saadanne Venner i den
hob af Hyklere, som omringe de Store. Jeg
maatte derfore længe lade mig nøie med mine gamle
Fortroelige, og være meget forsigtig i at vælge
nye. Disse maatte jeg fornemmelig søge iblant
dem, som ikke søgte mig. Opvartninger maatte
jeg ikke forlange af dem, og en alt for stor Føie¬
lighed var mistænkelig. Alt dette kunde jeg
saa meget lettere finde mig i, som jeg har en na¬
turlig Modbydelighed for alt det, som man kal¬
der Ceremonier; Men dersom jeg af noget til¬
forladeligt Kiendetegn kunde slutte, at mine Ven¬
ner ikke vare oprigtige, eller elskede mig af Egen¬
nytte, troer jeg og, at jeg blev mere empfindtlig
derover, end nogen stor Herre kan blive ved alt det,
som man ellers kalder Mangel af Agtsomhed.
Jeg troer ikke, at det blev mig nok, at være
elsket som Fader og Ven, jeg vilde være det endog
som Herre; og hvor vanskeligt end dette er,
skulde jeg dog maaskee finde et Middel til at
blive det. Jeg har allerede sagt, at jeg i nogle
Ting vilde forlange mere af mine Tienestefolk end
SneedorffsSkrift. 6. V.
