389
meren er meget foranderlig, og i nogle Aaringer
lader det, som vi havde slet ingen; Den er enten
for tør eller for fugtig, for heed eller for kold.
fteraaret har de samme Uleiligheder som For¬
ret, og Vinteren er reent utaalelig. Den
tillader os ingen muntre Beskieftigelser. En
bestandig vaad Luft og mørk Taage trykker og
betynger os nok, for ikke at forøge endnu mere
denne naturlige Tungsindighed ved dybe Betragt¬
ninger. Og til Bevægelser, Reiser, Spadsere¬
farter, dertil er Luften sielden klar, og Veiene
rene nok. Der bliver altsaa intet tilbage, hvor¬
med vi kunne fordrive denne ubehagelige Deel af
Aaret, uden Giestebuder, til hvilke man, for
Veirets og Gadernes Ureenligheds Skyld, maae
ade sig slæbe fra en Dør til en anden.
Disse Klager ere saa almindelige, at jeg
selv ofte har været nær ved at troe, at vi havde
en meget ulykkelig Stierne paa Himmelen frem¬
for andre Folk. Jeg indbildte mig endog at
have erfaret det. Naar jeg undertiden blev over¬
faldet af en vis Ulyst og Træghed, syntes mig,
at Luften var den Dag enten koldere eller varmere,
sugtigere eller tørrere, tungere eller lettere end den
pleiede. Det hialp ikke, at jeg baade havde
Veirglasset og andres Erfaringer imod mig. Min
egen indvortes Følelse syntes at være et Beviis,
der langt overgik alle andre, især naar jeg, ved
