396
at legge Skylden paa Veiret, kunde paa engang
befrie mig fra alle de Bebreidelser, som jeg skulde
have gjort mig selv, dersom jeg havde troet, at
en overvindelig Træghed eller Ladhed var Skyld
deri. Jeg har af denne Aarsag undertiden hold
det for plat umueligt, som jeg siden fandt meget
let, naar en vis Nødvendighed, som i Begyn
delsen var mig ligesaa ubehagelig, som den kan
være for dem af mine Landsmænd, der klage aller
meest over Luften, drev mig til at anstrenge min
Kræfter. Et lykkeligt Jndfald og en munte
Samtale fordrev nogle gange disse mørke Forestil
linger, som jeg ansaae for Virkninger af Veiret,
og gjorde mig i en Hast saa oprømt, at jeg udet
stor Møie fuldendte det Arbeide, hvortil je
nogle Øieblik tilforn holdt mig ganske ubeqvem
Saaledes lærte jeg omsider, at ikke troe for me¬
get paa Veiret; og naar jeg siden fandt saadane
Ubeqvemhed hos mig, vogtede jeg mig vel for a
give Luften Skyld derfor. Jeg søgte heller Grun¬
den dertul i mig selv, og overlagde, om den var
Legemet eller i Sindet. Naar en legemlig Af¬
magt eller Svaghed gjorde mig uskikket, opsat
jeg Arbeidet, om det var mueligt, til en be¬
qvemmere Tid. J alle andre Tilfælde derimod
troede jeg, at jeg kunde overvinde mig selv; Jeg
ansaae min Træghed som en Virkning enten
af Ladhed eller Tungsindighed. Naar jeg meentt,
