190
modighed end i de Egne, som fordum vare bebo¬
de af Frihedens allerivrigste Forfægtere.
Men at en Engelænder taler saa meget om
Veiret, som han giør, det er en naturlig Virl¬
ning af dets Ubestandighed. J de fleste Dele af
Verden indfalder tørt og fugtigt Veir til visse Ti¬
der; paa vores Øe derimod, kan ingen giette,
naar han legger sig, om han om Morgenen skal
finde en taaget eller klar Himmel, om han skal so¬
ve rolig eller blive opvakt ved en Storm. Vi
ønske derfor hinanden til Lykke med det gode Veir,
fordi vi ansee os som de, der ere befriede fra et
Onde, som vi frygtede; og vi beklage os over det
Onde, fordi det berøver os noget, som vi havde
ligesaa god Grund til at formode.
Undertiden skeer det og af en anden Aarsag,
som giør mine kiere Landsmænd endnu mindre
Ære. Vort Sindelav forandrer sig ofte med
Himmelens Farve. Naar vi ere muntre og op¬
rømte, erkiende vi det som en Virkning af So¬
lens Jndflydelse, naar vi derimod ere tungsindige
og nedslagne, give vi Luften Skyld derfor, og
ansee en Østenvind eller Taage for Aarsagen til
vores Fortredelighed.
Der er visselig intet mere ydmygende for et
fornuftigt Væsen, end at betragte saaledes sin
Siels Evner som Slaver af Luftens Jndskydelser,
og at tilstaae Veiret og Binden saa stort et Her¬
