401
jode ærlige Mand havde sagt undertiden, at, der¬
som enhver Sielesørger forrettede sit Embede af
saa reent og oprigtigt et Hierte, som han burde,
troede han, at de Helliges og Frommes Tal
skulde med Tiden formere sig saaledes, at der
tilsidst bleve saa eller ingen ugudelige Men¬
nesker til. Dette havde hans Naboer udtolket
som en Mening, der stræeed aabenbare imod den
17 Artikel af den Augsburgiske Bekieudelse, hvor
de fordømmes, som udsprede den jødiske Lærdom
og Vildfarelse, at, førend de Dødes Opstandelse,
kulle idel Hellige og Fromme besidde Ver¬
dens Riger, og alle Ugudelige være ødelag¬
te og udslettede. Man kan lettelig forestille
sig, hvor bestyrtset den arme Mand blev, da han
hørte dette. Han havde ikke, i det mindsie nylig,
læst denne Artikel, eller og glemt den igien; Jø¬
dedommets Vildfarelser, saavel som alle andre
besynderlige Meninger om en almindelig forestaa¬
ende Forbedring, vare ham aldeles ubekiendte.
Hvad han havde tænkt og talt derom, havde hid¬
indtil kuns været en Virkning af en gudelig Jver,
uden Hensigt til noget Secterie eller Afsondring.
Han berlagede dem, som ikke havde den samme
Tillid til Forsynet, og det samme Haab om en
Forbedring i Kirkens Tilstand, som han; men
han fordømte dem aldrig, og tænkte ligesaa lidt,
at nogen skulde falde paa, at fordømme ham der¬
ift. 6. Bind.
