424
os, for den væsentlige Deel; og undertiden ere
de begge saa stridige, at det ene modsiger og til¬
intetgiør det andet. En maadelig Eftertanke er
nok til at overbevise os derom, at det Væseni
os, som tænker, føler, begierer og afskyer, elsker
og hader, glæder og bedrøver sig, og som i alle
Afvexlinger kiender og erindrer sig selv igien, at
dette usynlige af Fornuften alene og ei med
Sandserne fattelige Væsen er egentlig det rette
os selv. Men hvor ofte glemme vi ikke dette,
igien? hvor sielden tænke vi saaledes, naar vil
tale om os selv? Aarsagen dertil er, at vi have,
sat dette Væsen et andet ved Siden, som bestaaers
ikke alene af den Deel af Materien, som vi kalde
vores Legeme, og som henhører til vores Væsen
saavidt det er et nødvendigt Redskab for Sielen
men og en Mængde af andre udvortes Ting, med
hvilke vi staae i nogen Forbindelse, og som høre
endnu mindre til vores Væsen, til det rette os
selv, end Legemet; vores udvortes Stand, nem¬
lig Formue, Beqvemmelighed, de Personer og
Ting, som os tilhøre, og det, som endnu er
mindre væsentlig end Tingene selv, blotte Navne,
og Ord ere ofte det eneste, som vi tænke, naar
vi nævne os selv. Hvor mange Mennesker eres
der ikke, som, naar de tale om sig selv, sielden
forstaae andet derved, end en Person af et vist
Kiøn, saa gammel, af den=Høide, Førelse og
ende,
