420
ikke bør adskilles, og ansee den ringe Deel af or
selv for vigtigere end den, som er langt ædlere.
Derimod ere der andre Begreb, som ophæve hin¬
anden, et dobbelt Jeg, som er en virkelig Mod¬
sigelse. Saadant et Jeg indbilder man sig, naat
man siger, dersom jeg nu var ung, vilde jeg giøre,
det igien, som jeg har gjort; dersom jeg var en
Fruentimmer, vilde jeg ikke indbilde mig saa me¬
get af uun Skiønhed, som andre Fruentimmer
dersom jeg var i det Menneskes Omstændigheder,
vilde jeg opføre mig anderledes; dersom jeg var¬
saa riig, saa mægtig, saa æret, saa elsket, saa
sund, saa fornøiet, vilde jeg giøre det eller det
J alle saadanne Tilfælde forestiller man sig aaben¬
bare en dobbelt Person, under Egenskaber, der
lige saa lidt kunne bestaae tilsammen, som det
ikke er mueligt, at en kan paa en og den samme
Tid være baade ung og gammel, Mandfolk o
Fruentimmer, sig selv og en anden, riig og fat¬
tig, syg og frisk. Det er ikke nok, at vi forbinde
disse modstridige Begreb tilsammen i en Person;
men vi slutte endog fra den ene af de modsatte,
Omstændigheder til den anden, og det uden at
kiende undertiden mere end den ene. En gam¬
mel Mand f. Ex. som siger: dersom jeg nu blev
ung igien, vilde jeg giøre det eller det, forestiller
sig, uden at tænke derpaa, i dette Jeg en un¬
Person med alle Alderdommens Erfaringer, Jnd¬
