133
re en Verden for sig selv. Et Kort saa stort, som
Overfladen af den hele Jord, skulde neppe være
stort nok for at udføre derpaa alle de Tegninger og
Malerier, som ere afbildede i en eneste menneskelig
Siel; og denne Siel, i hvilken der findes saa stor
en Mangfoldighed af Forestillinger, er dog selv
indsluttet i saa liden en Deel af Materien, som
det menneskelige Legeme er. En skiønsom Be¬
tragtning af vore Erfaringer er nok til at lære os,
at dens Væsen maae i det nundste være af en fine¬
re Art end de fineste af Legemets Dele; og hvor
ubegribeligt maae det da ikke forekomme os, naar
vi tænke saa utallige Ting i en udelelig Punkt? J
det høieste Væsen maae endnu en langt større
Mangfoldighed være forbundet med en langt ude¬
leligere og uopløseligere Eenhed; Alt det Mueli¬
ge paa engang, uden Forandring eller Afvexling,
evigt og uforanderligt. Hvor høit maae saadant
et Væsen ikke være opløftet over alt det, som kan
tænkes og fattes af os? af os, siger jeg, som
fatte alting stykkeviis, hvis hele Kundskab be¬
staaer i at opløse og sammensætte, og som ikke kien¬
de Tingenes Forbindelse nok, til at begribe vor
egen Siels Eenhed; denne Eenhed, om hvilken
vi dog overbevises af Erfarenheden, i det ethvert
Menneske i alle Forandringer af Forestillin¬
ger og Bevægelser kiender sig selv igien for en
eneste udelelig og fra andre adskilt Person?
jeedorffsSkrift. 6. Æ
