449
den finder din Viisdom alting at være godt, din
Godhed alting elskværdigt, og alle Grundregler
udgiøre tilsidst en stor Sandhed, en høi Tanke,
som din uendelige Forstand alene kan fatte. Saa
sammenhængende kan ingen skabt Aand tænke, og
den kan derfor heller aldrig, store Gud, tænke
dig, saaledes, som du har udtrykt dig i Skab¬
ningen, meget mindre som du er i dig selv.
Al vor Kundskab er stykkeviis; vi sønderrive ikke
alene ved vore afbrudte Betragtninger Skabnin¬
gens sammenhængende Kiede; Vor svage For¬
nuft drister sig endog til at opløse det udelelige
Væsen. Men anderledes kan den jo ikke kiende
dig; og dersom disse Feil skulle afskrække os fra
et tænke paa det, som er det vigtigste i al vor
Kundskab, maatte vi jo stedse blive uvidende
derom? Din evige Godhed tillader dig derfor
ikke at fortørnes derover, at vi stykkeviis betragte
dig, snart i en Deel af Skabningen, snart i en
anden, og i enhver af dine Egenskaber for sig
selv. Men uundskyldelige vare vi, om vi af
vor egen Uformuenhed til at forbinde disse Egen¬
skaber tilsammen og til at fatte deres fuldkomne
Harmonie, sluttede til nogen Ufuldkommenhed i
dig selv og i dit Verk. Forhindre selv, gode
Gud, ved din bestyrende Viisdom, alle saa¬
danne din evige Godhed og Fuldkommenhed for¬
nærmende Feil! og da vi ikke kunne fatte dig
