440
ganske, som du er, da vi ikke formaae at saml¬
alle dine Egenskaber tilsammen i et eneste harmo¬
nisk og med din uendelige Eenhed ganske overeen¬
stemmende Begreb; da vi svæve i en bestandi¬
Frygt for at adskille dine Egenskaber, og mis¬
bruge en af dem til at indskrænke eller ophæve en
anden; saa lær os at samle vore Tanker, og att
tænke dig ganske, om det er mueligt, i den Egene
skab, som af alle er den, hvilken vi mindst kunde
misbruge, og i hvis Betragtning vi staae mindse
Fare for at begaae skadelige og fornærmende Feil
Ja, du har lært os det, og denne Egenskab et
din evige Kierlighed. Du siger ingensteds, i
du er Alvidenhed, thi denne Tanke er os for høi;
den nedtrykte kuns eller opblæste vores Forstand.
Du siger ikke heller, at du er Almagt; thi uden
Godhed og Viisdom skulde denne Tanke kuns
forvirre Fornuften og forskrække os. Men
du siger, at du er Kierlighed, ikke kierlig alene,
som du er viis og almægtig, men Kierlighed selv,
J den ene Tanke føler min Siel dig ganske, som
du er i dig selv, og i din Skabning. J den
seer jeg din sidste endelige Hensigt, i hvilken din¬
Viisdom fandt Alting at være godt; Din Kier¬
lighed, en af din uendelige Viisdom bestyret Kier¬
lighed var det, som udraabte det første almægtige
Bliv, og den samme evige væsentlige Kierlighed
er det, som giør Viisdommen og Almagten utret
