450
Feil. Adelsmanden taler sielden om sin Stand,
Fortrin, han skaaner ingen af dens Forfængelig
heder, og det lader, som al hans Omhyggelighed
gik alene ud paa at forskaffe de andre Stænder
den billige Anseelse, som de kunne nyde uden af
omstøde deres Grundregler. Præsten er ligesaa
beskeden i at dømme om Adelen og de verdslig
Stænder. Man hører ham oftere klage over de
Lærdes Pedanterie, over Geistlighedens aandelig
Hovmod og blinde Religions-Jver, end over
Herremændenes Titler og Privilegier; og naar
enten han eller Kiøbmanden taler om Forfænge¬
lighed og Rangsyge, er det ikke deres Hensigt,
at ville have alle Værdigheder afskaffede, eller al
Forskiel ophævet iblant Folk; De laste kuns Folk
af deres egne Stænder, som løbe efter en frem¬
med Ære, og som, naar de opnaae lidt deraf,
ere stoltere af disse smaa Fortrin, end andre af de
høieste Værdigheder.
Ved saadanne Samtaler betiene de sig ofte
af den Fabel om Maven og de andre Lemmer. En
Herremand, som er saa stolt af sin Familie og
sine Titler, at han derfor foragter en nyttig Bor¬
ger i de andre Stænder, ligner Adelsmanden ved
en opfyldt Mave, som ikke saa snart er blevens
mæt, førend den foragter den Haand, som tilla¬
vede Spisen og rakte den til Munden. En Stat,
siger han, som er fuld af saadanne Herremænd,
