R95
skaffe sig saadan en Velstand, at den ikke har
nødig at leve af Betlerie; lad den ved sine egne
Fortienester forhverve sig saa megen Ære, at den
ikke behøver at laane al sin Anseelse af en Titel
eller af de Stores Gunst; de høiere Stænder skulle
snart blive nødte til at søge den samme Ære, der¬
som de vilde bevare deres Anseelse. Lad Hovedet,
Hænderne og Fødderne kuns arbeide, og Maven
skal snart blive sund. Men maaskee, sagde han
tilsidst, er Sygdommen allerede for, stor til at
kunne læges ved den paturlige Bevægelse; En
almindelig Fordærvelse i Verden udkræver en haar¬
dere Kuur.
Præsten tog, efter Sædvane, Anledning af
denne Samtale til at forestille, hvor megen Nytte
Religionen kunde giøre Staten, dersom man ret
benyttede sig af dens Sædelære, af denne fortref¬
selige Sædelære, som saa sielden foredrages, saa
ilde anvendes, og som ofte tilside sættes, medens
vi trætte om Ord og Meninger, som ere til ingen
Opbyggelse, og indvikle Religionen meere i Konst¬
ord og mystiske Talemaader. Skriften, sagde
han, bruger selv denne beqvemme Lignelse af Le¬
gemet til at udtrykke den nøie Forbindelse, som
der er imellem alle Stænder, og til at overtale
enhver til at være fornøiet med sine Vilkaar, at
iagttage Pligterne af sit Kald, at taale, elske,
agte og ære alle, som ere nyttige Lemmer af et og
