454
det samme Legeme. Hvor mægtig og blomstrende,
sagde han, skulde den Stat ikke være, i hvilken
alle Lemmer vare ret overbeviste om de sunde og
fornuftige Sandheder, som Paulus foreholder den
Corinthiske Menighed i det 12 Cap. af det andet
Brev, baade de høiere og de ringere Stændet,
kunne lære deraf, hvilket der er det rette Forhold,
som Christendommen kræver af enhver. De bør,
siger Apostelen, alle betragte hinanden, som Lem¬
mer af et Legeme, hvis Hoved er Christus,
enten de ere Tienere eller Fri. De maae alle
have lige Omyyggelighed for ymanden, og
troe, at naar den ene Lem lider, lide de alle,
naar det gaaer en Lem vel, have de alle
Nytte deraf. Denne Formaning angaaer alle
Stænder. Foden, siger Apostelen videre, bør
ikke klage, fordi den ei er Haand, og Øret
ikke klage, fordi det ei er Øie. Dersom
det ganske Legeme var Øie, hvor blev da
Hørelsen? Enhver Lem skulde tabe selv ved saa
unaturlig en Forvandling, som skildte det hele
Legeme ved en fornøden Sands. Dette er en
Trøst for de ringere Stænder, og denne Trøst
bestaaer ikke alene deri, at det er en Orden, som
er stiftet af Gud, at de have Nytte af de andre
Lemmer; De have og i dem selv, naar de tænke
vel, Ære nok. Er Foden, siger han, ikke
en Lem af Legemet, foroi den ei er Haand?
