8 i3
standen Frihed og Eiendom. Nogle prisede disse
Anstalter, andre lastede dem. De første igien¬
toge, hvad saa mange Patrioter vidtløftig have
beviist, og hvad den sunde Fornuft begriber let
uden mange Beviis, at saadan en Forbedring i
Bondestandens Vilkaar var det nødvendigste og
vigtigste af alt, hvad der kunde giøres til et Folks
og en Stats Opkomst. Andre besirede disse i
sig selv klare Grunde med Jndvendinger, der
vare ligesaa forslidte; hvem, sagde de, vil be¬
tale Herremanden sin Eiendoms Ret? hvorledes
kan man erstatte Betienterne, hvad de tabe ved
saadan en Forandring? hvem skal forsvare Bon¬
den, naar han ingen Husbonde har? hvem skal
give ham Sædekorn, Besætning, udlegge Skat¬
terne for ham, naar han ikke kan betale? hvem
skal have Opsigt med ham og holde ham til Ar¬
beide og Vindskibelighed? Med disse og flere saa¬
danne Spørgsmaale vilde man bevise, at der var
intet saa urimeligt, som at paastaae, at det var
nyttigt for Staten, at Folk havde Frihed og
Eiendomme. Jeg maae ikke glemme at sige,
af hvilke Personer Selskabet bestod; Det var
lutter erfarne Folk, Folk, som beraabte sig paa
mange Aars Praxis og Routine. En gammel
Herremand, som passerer for den beste Jæger i
Provincen, og som ved Jagten har forhvervet sig
saadan en Kundskab om Landet, at der ikke er en
