478
deri maaskee have været for vidtløftig. J har
en besynderlig Gave til at være kort, vær saa
god og paatag Eder Sagen. Jeg veed, at
vore Tanker komme i Grunden meget overeens.
Jndvendingerne, svarede Kiøbmanden, ere
snart besvarede. Paa det første Spørgsmaal,
hvem der skal betale Herremanden sin Eiendoms
Ret? svarer jeg, at her ikke er Spørgsmaal, om
at tage nogen Ret fra Herremanden uden Gien
gieldelse. Det forbydes ved de famme Grund¬
regler, som handle om Eiendomme i Almindelig¬
hed. Her spørges kuns, hvad der bør skee, naar
Herremanden vil sælge og Bonden kan betale
hvoraf vi have adskillige Exempler; og da er Sva
ret, at saadanne Contrakter ikke alene maae til¬
lades, men og paa alle muelige Maader befordres
Visse Æretegn f. Ex. kunde aldrig bedre anven¬
des end til at belønne de Herremænd, som befor¬
drede saa nyttigt et Verk, og de kunde giøre det,
som Erfaringen selv viser, ikke alene uden deres
Skade, men og med Fordele. Her spørges
videre, hvad der er tienligt i Henseende til det
Gods, som ikke tilhører Herremændene, men
Publicum. Her kan Herremandens Ret i de
mindste ikke være til nogen Hinder, og for helt
Staten er ingen Summe at sætte i Ligning med
en stor Mængde af Familier, som ved Frihed og
Eiendomme opmuntres til en større Vindskibelighed
