480
lidt Cactogallinisk for; Det er som de smaa Høns
i denne Fabel af Svift, der gav sig under de
store Haners Beskyttelse, for at have den Ære
engang at blive opspiste.
Paa det fierde Spørgsmaal: hvem der skal
give Bonden noget, naar ham fattes Besætning,
Qvæg, Sædekorn? hvem der skal lægge Skat¬
ter ud for ham, svarer jeg kort og got: Jngen,
fordi Hensigten af saadan en Indretning er, at
sætte Bonden i den Stand, at han ikke behøver
det. Og hvorfor skulde det ikke være mueligt?
Bonden maae jo dog tilsidst betale det; og han
betaler mere, end om han betalede strax. Jeg
tilstaaer, at paa de Steder, hvor Bonden er for¬
armet, hvor han er vant til at stole paa saadanne
Forskud og Opsættelser, der skal Bonden selv end¬
og være saa taabelig at ansee det for en Lykke; han
skal troe, at han tabte selv ved Friheden; og det
skulde vare noget, førend Folk, hvis Tænkemaade
er saa fordærvet, blev vant til en ordentligere
Huusholdning: Men det omstøder ikke Grund¬
regelen; det beviser kuns, at man ved denne For¬
andring, ligesom ved alle andre, bør have Taal¬
modighed, og ikke tabe Modet eller forlade sin
Plan igien, om man ikke strax saae Nytten deraf.
Beviset er klart nok, og jeg vil endnu, sagde
Kiøbmanden, igientage det engang. Alt, hvad
Herremanden giver, foreskyder og udlegger, maae
