482
da ikke lee, og det var dog ikke saa urimeligt.
Vore Borgere, i det mindste i de smaa Kiøb¬
stæder, synes mig, trængte nok saa meget til
Formyndere, som Bønderne. De forstaae i
det mindste Handelen ikke saa vel, som Bonden
forstaaer Agerdyrkningen; de fleste ere mere Bøn¬
der end Borgere, og Herremændene - - de
gjorde maaskee vel, om de undertiden spurgte
nogle af deres Bønder til Raads. Men dersom
de uden Formynderskab kunde regiere saa stor en
Eiendom, hvorfor skulde Bonden da ikke kunde
regiere en mindre? Saa længe han dyrker en an¬
dens Eiendom, og saaer paa en fremmed Grund,
er det ingen Under, at han behøver Opsigt; Her¬
remanden tiener ikke heller gjerne Staten omsonst.
Men giv Bonden selv en Eiendom, og han skal
ikke mere behøve Formynder end andre Folk, som
ere komne til skiels Aar og Alder; Han skal vide
ligesaa vel som andre, at sørge for sit eget Beste;
thi ingen Stat kunde bestaae, dersom man ikke i
det mindste kunde have saa megen Tillid til ethvert
fornuftigt Menneske.
Da Kiøbmanden havde endt sin Tale, be¬
varede Selskabet i nogle Minuter en almindelig
Taushed. Endelig raabte en: det er umue¬
ligt; og disse merkværdige Ord bleve strax igien¬
tagne af det hele Selskab. Kan nok være, sva¬
rede Kiøbmanden; thi jeg har merket, at der ere
