502
nødig at søge dem paa Skuepladsen; Vore poli¬
tiske Kandestøbere, Leiligheds=Poeter, metaphy¬
siske Haarkløvere, Skolepedanter, stortalende
Officerer, stolte Herremænd, forfængelige Borge¬
re, alle disse levende Aftryk af Herman von Bre¬
menfeldt, Rosiflengius, Magister Stygotius,
Skolemesteren i Julestuen, Diderich Menschen¬
skræk, Jeppe paa Bierget, og den Rangsyge,
overbeviste mig nok om Holbergs Styrke i at ma¬
le, naar man sætter forud, at han vilde vise os
altid, hvorledes Folk ere, og aldrig, hvorledes
de burde være. Det lader vel, som disse Folk
havde tabt noget af deres Anseelse; men hvad
agte de, at man piber af dem i Selskaberne? de
giøre, som Horaf siger om den Gierrige: de klap¬
pe hiemme af sig selv. Det samme giøre de paa
Skuepladsen; de beundre sig selv i deres Origina¬
ler, og give de andre Tilskuere Signal til at klap¬
pe, i Fald de undertiden skulde glemme det. En
gammel Mand, som flittig besøger Skuepladsen,
forsikrer, at han har bemerket tvende Personer iblant
de første Klappere, af hvilke den ene ligner noget
Mester Herman, og den anden Rosiflengius, saa¬
ledes som han i sin Ungdom saae dem begge fore¬
stille paa den gamle Skueplads. Begge disse
nidkiere Patrioter klappe uden Afladelse af alle
vore gamle Originalstykker, og de ere ved den lan¬
ge Øvelse endelig blevne saa haardhudede, at de
