505
naar man nemlig, ved Enden af et Skuespil,
tilkiendegiver, hvilket Stykke næste Gang skal
opføres. J de koldeste Vinterdage kunde Jn¬
strumentet hvile, og Parterret selv, efter Behag,
gjøre sig en Bevægelse, for at varme Hænderne.
Det eneste, som med nogen Grund kunde udsættes
paa min Klapper, (Applaudisieur, saaledes
kalder jeg denne nye opfundne konstige Maskine)
er, at dens Klappen ikke altid kan svare saa nøie
til de Steder i Stykket, hvis livagtige, fine og
rørende Forestilling især fortiente saadant offentlig
bifald. Men kan vel denne Jndvending giøres
mig for Alvor? Den Franske Høflighed tillader
mig ikke at forklare mig tydeligere. Saa meget
drister jeg mig dog til at forsikre, at min Applau¬
disieur skal ikke klappe idelig for nedrig Skiemt,
Tvetydigheder, Eeder, Skieldsord eller Slags¬
maal. Om dens Upartiskhed kan endnu mindre
tvivles. Jeg er vis paa, at de Actricer, som ikke
mere kunne regnes iblant de Unge, ville høiligen
prise Opfinderen, og maaskee sætte ham en Ære¬
støtte i Coulisserne. Kort sagt, min Herre, der¬
som De, efter min Forhaabning, finder noget
Godt i denne nye Opfindelse, beder jeg dem tienst¬
ligen, at bekiendtgiøre den i Deres Blade. o. s. v.
P. S. Just da jeg vilde tillukke Brevet, faaer
jeg den Efterretning af en Ven, at han i Gaar
Aftes udlod sig i et Selskab om mit Forslag, og
