907
stilling nok engang: Man har jo, som J vel
veed, et Slags Uhrverker med Giøge i, som
slaaer og kukker paa engang; Kunde man ikke
tage Mønster deraf til en Maskine, som ved Slut¬
ningen af de første Klapninger raabte Encore?
J Stedet for en Giøg kunde man, for at give
Opfindelsen mere Rimelighed, bruge Figuren af
en Papegøie, som til visse Tider kom frem af Ma¬
skinen. J ville maaskee indvende, min kiere Til¬
skuer, at saadanne Jgientagelser skikke sig vel for
en Arie, men bliver unaturlig, saasnart der han¬
dles om at føre en nye Scene op igien. Men jeg
svarer dertil, at det er ikke Ordene og Handlin¬
gerne, som man forlanger at høre eller see igien;
Det er kuns Processionerne og Dansene. Siig
ikke, at det strider imod Høflighed, og den skulde
dog væere vore Klapperes Hoveddyd, at udtrette
de Folk, som arbeide for deres Fornøielse. J kun¬
ne troe mig, at der iblant de allerberedvilligste Klap¬
pere ere mange, som ikke ere saa høflige. Hvad
skader det, sige de, at en Danser forspringer sig;
de Folk ere jo dog kuns skabte for andres Fornøi¬
elser? Eders Applaudisleur behøver derfor ikke hel¬
ler at være høfligere eller mere medlidende, o. s. v.
En god Ven, som jeg viiste dette Brev, for¬
talte derpaa en skiemtsom Tildragelse. En ung
Hofmand førte engang nogle Damer op paa det
Astronomiske Taarn i Paris, for at see en For¬
