517
lene af saadan en indfødt Armee vare store nok for
at spaae Romerne den Seier, som de indlagde over
et Folk, der var rigere og mægtigere end de. Men
det var alt, lagde han til, en Følge af deres oeco¬
nønske Indretninger ved Armeen, af deres S
der og Tænkemaade. Der ere slette Folk i alle
Lande, og en Samling af saadanne Folk, om de
og vare fødte i Landet selv, giør ingen uovervin¬
delig Armee. En Krigshær af gode Fremmede,
er bedre end en anden, som bestaaer af fordærvede
Landsmænd. Det er hverken af de Bønder, som
opfødes i Trældom, som nødes til Tienesten, ikke
heller af de Borgere, som af Liderlighed og For¬
tvivlelse lade sig hvervel, at man samler ypperlige
Armeer. Gode Soldater maae ligesom gode
Søefolk fra Ungdommen af opdrages og anføres
til Tienesten. De maae elske deres Metier, og
hvorfor skulde de ikke kunne giøre det lige saavel
som Søefolkene? Skibsfarten fører dog nok saa
store Besværligheder med sig, som Krigen paa
Landet. Det er ikke de store og pludselige fore¬
kommende Farligheder, som nedslaae Menneskene;
men langsomme Lidelser, en stedsevarende Nød,
især Foragt, som knækker Modet paa Folk. En
Horger i det gamle Rom, en Soldat i Alexan¬
ers Armee leed til visse Tider nok saa meget Ondt,
som nogen Krigsmand nu omstunder; men det var
kuns i de store Nødvendigheds Tilfælde, saasnart
