130
Ting, som glimre i Øinene, fornøie Jndbild¬
ningen, og kildre Smagen og Følelsen, og naar
vi med alt dette Dukketøi har adspre det deres Tan¬
ker, forvildet deres Begreb, og forøget den sand¬
selige Empfindtlighed, vilde vi til visse Tider, og
naar det falder os selv ind, med Magt bringe
dem tilbage igien til en Adstadighed og Alvorlig¬
hed, som enten overgaaer deres Kræfter, eller
som vi maaskee kunde uden Tvang have bragt dem
til, dersom vi ikke selv først havde forvildet dem.
Nogle Forældre vilde endog forsvare denne Om¬
gang. Man maae tidlig, heder det, lade Børn
see, smage og nyde Alting, det rører dem siden
saa meget desmindre. En stor Deel af Fornøi¬
elser, tilstaaer jeg gierne, ophører ved Vanen;
men denne giør noget som endnu er værre, den
forvandler overflødige Ting til Fornødenheder, den
giør det til en Natur at begiere saa meget, den
formerer vores Trang, vore Lidelser, vore Be¬
kymringer, vore Fristelser, uden at forøge vor
Lyksalighed. Et forkielet Barn finder vel ikke
mere den Fornøielse ved alt hvad han nyder, som
et andet, der aldrig havde seet det før; men det
første Barn græder, bliver misfornøiet, og troer
at det er ulykkeligt, saasnart det mister noget der¬
af. Det giør det andet ikke. Et forkielet Barn
er altsaa dobbelt ulykkeligt. Det har mindre For¬
nøielse af det, som det nyder, og lider mere ved at
