940
Den Plan, som jeg udgav ved Skriftets
Begyndelse, beviser, at det ikke var min Hoved¬
hensigt at tale om nogle Feil mod Velanstændig¬
heden, om det Ligegyldige i Smagen og Sæder¬
ne, at skiemte, fornøie, og give Læserne to Gan¬
ge om Ugen noget i Haanden, hvormed de kunde
fordrive Tiden. Dette, troer jeg, er bleven sagt
tydelig nok i det første Blad, og dersom jeg end
havde sagt det endnu tydeligere, eller og strax alt
for kiendelig sat det i Verk, vare de følgende maa¬
skee ikke blevne læste. Nogle lastede den Plan,
som den, der ikke skikkede sig for saadant et Verk.
Andre meente, at jeg ikke nøie nok fulgte den.
Alvorlige Afhandlinger, sagde de første, Betragt¬
ninger over Religionen og de menneskelige og bor¬
gerlige Pligter skikke sig ikke for Ugeskrifter. Jeg
svarede: Hvem har givet den Lov? er det tilladt
at fornøie sine Medborgere to Gange om Ugen,
hvorfor ikke at opbygge dem? Det er ikke vanske¬
ligt at overtale Folk til at giennemlæse en stor Bog,
som er fuld af Skiemt og Spøg, og man behøver
derfor ikke heller at uddele saadanne Bøger Arke¬
viis. Af alvorlige Skrifter derimod er to halve
Arks Læsning om Ugen alt, hvad man tør forlan¬
ge af de fleste Læsere. En Præst maae kuns tale
en Time. Alvorlige Afhandlinger skikke sig alt¬
saa meget vel for Ugeblade; det kommer kuns an
paa, at Forfatterens Plan tillader saadanne Be¬
