911
danne, talede jeg med Affect, fordi den, som
vil røre andre, maae i det mindste vise, at det,
som han siger, rører ham selv. Alt for heftige
Følelser af Religionen og Patriotisme, af Tan¬
kernes og Talens Skiønheder, høre ikke til det
Slags Yderligheder, som man i vore Tider har
at frygte for. Skulde nogen troe, at jeg, ved
at tale om saadanne Ting, har undertiden sat Læ¬
serne i alt for stor Affect, da maae de trøste sig
dermed, at der ere Skrifter og Taler nok, som
kunde køle denne Jver. Det er ikke saa meget
Hiertets som Jndbildningens, Sandsernes og
Vanens Empfindtligheder, der forvilde Fornuf¬
ten. Mod disse har jeg været streng nok. Det
alvorlige og venlige Sprog er det, som anstaaer
best en Lærer. Det er det, som jeg taler helst.
Og jeg har baade Agtelse for Menneskene, og
Taalmodighed nok til at tale det endog med Børn.
Men der ere Feil, som man forgieres søger at
rette ved Venlighed og Overbeviisning. Her¬
skende Fordomme, som komme af Myndighed,
Stolthed og Forfængelighed, til dem udkræves
skarpere Lægedomme. Stolte Herremænd, og
rangsyge Borgere, opblæste Lærde og forfængelige
Modenarrer ville uden Tvivl klage over mig, og
sige, at jeg har skierpet Satiren alt for stærk imod
demu; men jeg agter det ikke, fordi de kunne aldrig
have saa stor Ret til at klage over mig, at jo Fæ¬
