912
drenelandet har endnu langt større Ret til at klage
over dem.
Jeg er et Menneske, og jeg kan feile. Jo
mindre jeg attraaer for mig selv, des heftigere er
jeg maaskee, naar der handles om visse Grund¬
regler, som jeg er indtaget af. Denne Heftig¬
hed kan maaskee undertiden have gaaet for vidt:
Men den har kuns eengang havt sin Grund i
noget, som angik mig selv. Den Overilelse har
jeg bekiendt og afbedet. Tillæget til det 56 No.
er et Verk af saadan en Overilelse. I det øv¬
rige veed jeg ikke, at jeg har sagt noget, som jeg
af Fortrydelse skulde tilbagekalde. Der kunde
desuagtet være Feil nok i mit Arbeide. Mine
egne Ufuldkommenheder ere vel Aarsagen til de
fleste og vigtigste; men Sproget er og Skyld i
nogle. J det mindste er det saa langt fra, at
jeg indbilder mig at kunne i det Danske udtrykke
alle Skiønheder af andre mere dyrkede Sprog,
at jeg reent ud maae tilstaae, at jeg begriber ikke
engang, hvorledes det skulde være mueligt. Jeg
har selv tilkiendegivet nogle af disse Feil, og Læ¬
serne kunne deraf dømme, at hvad jeg har sagt
om Sprogets Mangler, er ikke sagt i den Tanke,
at det skulde blive bragt til Fuldkommenhed ved
min Flid. Jeg indseer meget vel, at dersom det
Danske Sprog nogen Tid skal opnaae den samme
Fuldkommenhed og Styrke, som det Romerske
