713
og Franske, vil der komme den Tid, da kuus me¬
get faa Blade af Tilskueren skulle bevare den Yn¬
dest, med hvilken de nu ere optagne. Men jeg
skal derfor ikke aflade at opmuntre andre til at
giøre det, som jeg ikke selv har kunnet, og til at
forskaffe Sproget, om det er mueligt, den gyldne
Alder, i hvilken mine egne Arbeider skulle blive
forglemte. Der er en anden Udsigt i det Tilkom¬
mende, som rører mig mere. Det er det Regn¬
skab, som alle skulle giøre for deres Talers og
Handlingers Følger, naar Dækket af den store
Skueplads falder engang. En Skribent har et
stort Regnskab at giøre, fordi han lever og virker
baade lige saa vidt og lige saa længe som han bli¬
ver læst. Skulde jeg have givet Anledning til
nogen Tanke, som kunde være mine Medborgeres
sande Lyksalighed til nogen Hinder, da vil jeg
ønske, at det maae blive kiendt og afskyet. Jeg
vil heller døe foragtet end efterlade mig nogen
Ære eller Yndest, som var bygt paa saa uædel
en Grund. De gode Virkninger tilskriver jeg
Forsynet. Det er den alene, som giver Vexten
til alt, hvad Mennesket saaer. Det er den,
som adskiller Klinten fra Hveden; thi den gode
og onde Sæd er alt for blandet i vores Natur til
at vi selv ganske kunne adskille dem.
Jeg forlader Skuepladsen, ikke for i Ørkes¬
løshed at fordrive den Tid, som jeg kan have til¬
