11
fatte hun sig nogle gange ned hos en ung Procurator, som saae
meget got ud af Ansigt.
En knarvuren Karl, som jeg aldrig havde seet tilforn sad
hos mig, og betragtede den gamle Jomfrues indtagende og
kierlige Opførsel imod Procuratoren; han sagde til mig:
Den største Feyl, som man finder hos gamle Fruentim¬
mer, er Kierlighed. Denne Feyl kan man see igiennem Fin¬
gre med hos Mænd, som ere over fyrgetyve Aar, men hos
Jomfruer, som ere af samme Alder, er den ufordragelig. Den
kan heller ikke lettelig undskyldes hos Mænd, som ere 60 til 70
Aar gamle. Ti Aar meer eller mindre giør i Sandhed en stor
Forskiel. Jeg er endnu ikke ældre end 42 Aar, og dog siger
min Kone bestandig, at jeg er langt fra ikke den Mand meere,
som jeg var for 10 Aar siden. Hvad vil den stakkels Kone vel
sige, om jeg lever til vi skrive 1768.? Dog, hun maa sige,
hvad hun vil, det er mig nok, at jeg herefter er frie for, at Kier¬
lighed skal ikke meeere plage mig, og paa denne Maade skal hen¬
des Tale falde mig ligegyldig.
O, see engang, min Herre! sagde den knarvurne Karl
til mig: o, see dog hist den gamle Ungkarl Hr. Rynker hos
den unge Jomfrue Else! Jeg troer gandske vist, at den gam¬
le Nar er forliebt.
(Her tænkte jeg paa mit Embede. En
i maa ikke
lade sig nøde til at see Nyt.)
Ja, han er gandske sikkert forliebt. O det var at ønske, at
hans Modensfarvede Klædning kunde skiule Rynkerne i hans
Ansigt, ligesom de store sorte Plastere bedække Dellerne i An¬
tonettes; saa skulde han ikke længer heede Hr. Rynker. Han
seer ud lige som de magre Ansigter, der gemeenlig staae over
Kapellerne i Begravelser. O, at han maatte forbedre sig! det
er Skade, at man fæster saa liden Troe til Uge-Blade, ellers
vilde jeg lade indføre ham derudi. Dersom Hr. Rynker ikkun
vilde forære denne røde Klædning bort til sin Broders Sønne¬
Søn, og lade giøre sig en mørk=farvet Klædning igien, saa
skulde man dog holde ham for en ærbar gammel Mand.
